Nodenavne på denne side er internationale bogstavnavne, og tallet er oktaven: C4 er det midterste C. B betyder det naturlige B (H), og B♭ betyder B med b-fortegn (B).
Et transponerende instrument er et instrument, hvis noterede toner ikke svarer til den klingende tonehøjde, der lyder. Barytonsaxofonen er et af dem: den klinger en oktav og en stor sekst (enogtyve halvtoner) lavere end noteret. Læs et noteret C, og publikum hører klingende E♭.
Det er derfor, det kaldes et E♭-instrument: et noteret C frembringer tonen E♭, den toneart, instrumentet er bygget omkring.
Den mest nyttige version af dette på en prøve er den modsatte retning – orkesterlederen nævner en klingende tonehøjde, og du skal vide, hvad du skal læse. Læg en oktav og en stor sekst til:
| Klingende tonehøjde (lyder) | Barytonsaxofon læser |
|---|---|
| Klingende B♭ | G |
| Klingende E♭ | C |
| Klingende F | D |
| Klingende C | A |
| Klingende A♭ | F |
| Klingende G | E |
| Klingende D | B |
Mønsteret ændrer sig aldrig: barytonsaxofonen læser en oktav og en stor sekst over den klingende tonehøjde. At få denne tabel ind under huden er en af de hurtigste veje til at føle sig hjemme i et blæserorkester eller et jazzensemble.
Barytonen er den E♭-saxofon, der ligger en oktav under alten, så de to læser nøjagtig de samme noterede toner, og barytonen klinger blot en oktav lavere. Det er hele pointen med Adolphe Saxs konstruktion: ét grebssystem på tværs af fire størrelser, hvor transponeringen gør arbejdet i stedet for spilleren.
Det gængse noterede omfang for barytonsaxofonen er B♭3 til F♯6 – den klinger en oktav og en stor sekst lavere. Det er det omfang, stemmer skrives i, og det omfang, som både disse sider og appen bruger.
Fordi barytonsaxofonen transponerer, har hver skala, du øver, et noteret navn og et klingende navn. Den hurtigste vej til flydende spil er at øve de tolv durskalaer i instrumentets egen noterede tonehøjde og høre hver tone, som den virkelig klinger. Se siden med skalaøvelser for barytonsaxofon eller læs metoden bag at mestre alle tolv tonearter.
Barytonsaxofonen står i tonearten E♭. Et noteret C klinger som klingende E♭, en oktav og en stor sekst lavere end noteret.
Den klinger en oktav og en stor sekst – enogtyve halvtoner – lavere end noteret. For at lægge en melodi i klingende tonehøjde på barytonsaxofonen skriver du den en oktav og en stor sekst højere, end den klinger.
Et noteret G. Klingende B♭ ligger en oktav og en stor sekst under noteret G, så den tone giver klingende B♭.
Ja. Noteret og klingende tonehøjde er forskellige: barytonsaxofonen klinger en oktav og en stor sekst lavere end tonen på papiret.
Det gængse noterede omfang er B♭3 til F♯6. Det er det, der står på papiret; de klingende toner er en oktav og en stor sekst lavere.
The Whole Horn spiller alle tolv durskalaer i barytonsaxofonens noterede tonehøjde, så du hører klingende tonehøjde, mens du læser barytonsaxofon.
Hent appen → Den fulde transponeringstabel