Nodenavne på denne side er internationale bogstavnavne, og tallet er oktaven: C4 er det midterste C. B betyder det naturlige B (H), og B♭ betyder B med b-fortegn (B).
Et transponerende instrument er et instrument, hvis noterede toner ikke svarer til den klingende tonehøjde, der lyder. Altsaxofonen er et af de mest almindelige. Reglen for alten er enkel og fast: den klinger en stor sekst (ni halvtoner) lavere end noteret. Læs et noteret C, og publikum hører klingende E♭. Læs et noteret A, og de hører klingende C.
Det er derfor, instrumentet kaldes »et E♭-instrument«: et noteret C frembringer tonen E♭, den toneart, instrumentet er bygget omkring.
Den mest nyttige version af dette til en prøve er den modsatte retning – orkesterlederen nævner en klingende tonehøjde, og du skal vide, hvad du skal læse. Læg en stor sekst til:
| Klingende tonehøjde (lyder) | Altsaxofon læser |
|---|---|
| Klingende B♭ | G |
| Klingende E♭ | C |
| Klingende F | D |
| Klingende C | A |
| Klingende A♭ | F |
| Klingende G | E |
| Klingende D | B |
Mønsteret ændrer sig aldrig: alten læser en stor sekst over den klingende tonehøjde. At få denne tabel ind under huden er en af de hurtigste veje til at føle sig hjemme i et blæserorkester eller et jazzensemble.
Adolphe Sax konstruerede hele saxofonfamilien – sopran, alt, tenor, baryton – så den deler ét grebssystem. Fordi hvert instrument har forskellig størrelse, giver det samme greb forskellig tonehøjde på hvert. At skrive musikken transponeret lader en spiller skifte mellem størrelserne uden at lære et eneste greb forfra. Alten og barytonen er stemt i E♭; sopranen og tenoren står i B♭. Derfor læser alten og barytonen de samme noterede toner – barytonen klinger blot en oktav lavere.
Fordi alten transponerer, har hver skala, du øver, et noteret navn og et klingende navn. Den hurtigste vej til flydende spil er at øve dine tolv durskalaer i instrumentets egen noterede tonehøjde og høre hver tone, som den virkelig klinger. Se den fulde gribetabel for altsaxofon – hver tone med sin noterede og klingende tonehøjde – eller læs metoden bag at mestre alle tolv tonearter.
Altsaxofonen står i tonearten E♭. Et noteret C klinger som klingende E♭, en stor sekst lavere end noteret.
Den klinger en stor sekst – ni halvtoner – lavere end noteret. For at lægge en melodi i klingende tonehøjde på alten skriver du den en stor sekst højere, end den klinger.
Et noteret G. Klingende B♭ ligger en stor sekst under noteret G, så G på alten giver klingende B♭.
Nej. Tenoren står i B♭ og klinger en stor none lavere end noteret. Alten og barytonen er E♭-saxofonerne; sopranen og tenoren er B♭-saxofonerne.
Så hele familien kan dele ét grebssystem. Fordi hver størrelse giver en forskellig tonehøjde for det samme greb, skrives musikken transponeret – og en spiller kan skifte instrument uden at lære grebene forfra.
The Whole Horn spiller alle tolv durskalaer transponeret til altens noterede tonehøjde, så du hører klingende tonehøjde, mens du læser alt.
Hent appen → Gribetabel for altsaxofon