Nodenavne på denne side er internationale bogstavnavne, og tallet er oktaven: C4 er det midterste C. B betyder det naturlige B (H), og B♭ betyder B med b-fortegn (B).
Et transponerende instrument er et instrument, hvis noterede toner ikke svarer til den klingende tonehøjde, der lyder. Tenorsaxofonen er et af dem: den klinger en stor none (fjorten halvtoner – en oktav plus en hel tone) lavere end noteret. Læs et noteret C, og publikum hører klingende B♭.
Det er derfor, det kaldes et B♭-instrument: et noteret C frembringer tonen B♭, den toneart, instrumentet er bygget omkring.
Den mest nyttige version af dette på en prøve er den modsatte retning – orkesterlederen nævner en klingende tonehøjde, og du skal vide, hvad du skal læse. Læg en stor none til:
| Klingende tonehøjde (lyder) | Tenorsaxofon læser |
|---|---|
| Klingende B♭ | C |
| Klingende E♭ | F |
| Klingende F | G |
| Klingende C | D |
| Klingende A♭ | B♭ |
| Klingende G | A |
| Klingende D | E |
Mønsteret ændrer sig aldrig: tenorsaxofonen læser en stor none over den klingende tonehøjde. At få denne tabel ind under huden er en af de hurtigste veje til at føle sig hjemme i et blæserorkester eller et jazzensemble.
Adolphe Sax byggede hele saxofonfamilien på ét grebssystem, så det samme greb giver forskellig tonehøjde på hver størrelse, og musikken skrives transponeret. Sopranen og tenoren er B♭-saxofonerne; alten og barytonen er E♭-saxofonerne. Tenoren og sopranen læser derfor de samme noterede toner – tenoren klinger blot en oktav lavere.
Det gængse noterede omfang for tenorsaxofonen er B♭3 til F♯6 – den klinger en stor none lavere. Det er det omfang, stemmer skrives i, og det omfang, som både disse sider og appen bruger.
Fordi tenorsaxofonen transponerer, har hver skala, du øver, et noteret navn og et klingende navn. Den hurtigste vej til flydende spil er at øve de tolv durskalaer i instrumentets egen noterede tonehøjde og høre hver tone, som den virkelig klinger. Se siden med skalaøvelser for tenorsaxofon eller læs metoden bag at mestre alle tolv tonearter.
Tenorsaxofonen står i tonearten B♭. Et noteret C klinger som klingende B♭, en stor none lavere end noteret.
Den klinger en stor none – fjorten halvtoner – en oktav plus en hel tone – lavere end noteret. For at lægge en melodi i klingende tonehøjde på tenorsaxofonen skriver du den en stor none højere, end den klinger.
Et noteret C. Klingende B♭ ligger en stor none under noteret C, så den tone giver klingende B♭.
Ja. Noteret og klingende tonehøjde er forskellige: tenorsaxofonen klinger en stor none lavere end tonen på papiret.
Det gængse noterede omfang er B♭3 til F♯6. Det er det, der står på papiret; de klingende toner er en stor none lavere.
The Whole Horn spiller alle tolv durskalaer i tenorsaxofonens noterede tonehøjde, så du hører klingende tonehøjde, mens du læser tenorsaxofon.
Hent appen → Den fulde transponeringstabel