Nodenavne på denne side er internationale bogstavnavne, og tallet er oktaven: C4 er det midterste C. B betyder det naturlige B (H), og B♭ betyder B med b-fortegn (B).
Begge søjler viser noteret tonehøjde på samme skala. Den nederste søjle er det omfang, The Whole Horn regner for trygt for en elev – et omfang, ikke et hegn.
Tenorsaxofonen noteres i diskantnøgle, og det omfang, du finder i en stemme, går fra B♭3 til F♯6 – cirka 2,7 oktaver. Det er det tal, instrumentationslærebøger angiver, og det, en komponist skriver inden for. Det besvarer spørgsmålet »hvad kan jeg skrive på papiret for dette instrument«.
Tenorsaxofonen er et B♭-instrument: instrumentet klinger en stor none lavere. Hver tone i det noterede omfang flyttes med det samme interval, så det klingende omfang er det noterede omfang forskudt som en helhed – klingende A♭2 til E5. Intet presses sammen eller strækkes; et omfang transponeres nøjagtigt på samme måde som en enkelt tone.
Det er det tal, der betyder noget, når en komponist undersøger, om en linje passer, eller en dirigent finder ud af, hvorfor tenorsaxofonen ikke kan spille den stemme, der står på nodepulten. Det noterede omfang svarer på »kan jeg læse det her«; det klingende omfang svarer på »bliver det den tonehøjde, jeg ville have«.
| Tone | Noteret | Klinger |
|---|---|---|
| Laveste tone i stemmeomfanget | B♭3 | A♭2 |
| Højeste tone i stemmeomfanget | F♯6 | E5 |
| Laveste tone, der er tryg for en elev | B♭3 | A♭2 |
| Højeste tone, der er tryg for en elev | F♯6 | E5 |
På de fleste instrumenter er stemmeomfanget og det omfang, en spiller under udvikling behersker, forskellige, og hvis man lader som om, de er ens, ender en stemme med at være uspillelig for den stemmegruppe, den er skrevet til. Her er en af undtagelserne, og af en grund, der er særlig for instrumentet: på saxofonen er toppen af stemmeomfanget altissimo-grænsen. Noteret F♯6 er den sidste tone, som selve klapperne frembringer – alt derover frembringes med voicing og overtonegreb i stedet for ved at tilføje klapper. Der er derfor intet bånd af almindelige toner at skære af foroven: hele det omfang, klapperne dækker, er omfanget. The Whole Horn regner B♭3 til F♯6 for det trygge noterede omfang for tenorsaxofonen, klingende A♭2 til E5.
Det er et omfang, ikke et hegn. Det er der, hvor en spiller under udvikling er så sikker, at tonen ikke er det svære – ikke en grænse, som instrumentet håndhæver, og ikke en grænse, nogen bør få at vide, at de har. Begge ender flytter sig udad med øvelse, i forskelligt tempo, og af andre grunde foroven end forneden. En elev, der ikke kan nå F♯6 i dag, er ikke uden for omfanget; vedkommende er på vej derhen.
Den højeste tone, der almindeligvis noteres for tenorsaxofonen, er F♯6, som giver klingende E5. Det er toppen af stemmeomfanget, som er en udgivelseskonvention frem for en måling: det er tonen, over hvilken en komponist ikke længere kan gå ud fra, at spilleren har den.
Tenoren læser de samme noterede toner som sopranen og klinger en oktav lavere, så dens noterede loft er familiens: F♯6, over hvilket altissimo-registeret nås med voicing og overtonegreb. I jazzskrivning er toppen af nodesystemet og derover almindeligt; i skoleorkesterstemmer er det sjældent, hvilket er en beslutning om spillerne, ikke om instrumentet.
Stemmeomfanget – noteret B♭3 til F♯6 – er det tal, dette site allerede offentliggør i blæserorkestrets transponeringstabel, og de to sider læser det fra den samme tabel, så de ikke kan modsige hinanden. Det er det standardomfang, disse instrumenter undervises og noteres i.
Elevomfanget – noteret B♭3 til F♯6 – er The Whole Horns eget instrumentskema, det som selve appen læser. Dets overskrift angiver konventionen: lo/hi = WRITTEN MIDI, learner-comfortable. Det er et offentliggjort internt tal med en angiven filosofi, ikke et skøn skrevet for at fylde et afsnit.
Det klingende omfang udledes her af det noterede omfang ud fra intervallet og er ikke gemt – en gemt anden kopi er en kopi, der kan afvige fra den første.
Det gængse noterede toneomfang for tenorsaxofonen er B♭3 til F♯6, cirka 2,7 oktaver. Disse noterede toner lyder som klingende A♭2 til E5.
Den højeste tone, der almindeligvis noteres for tenorsaxofonen, er F♯6, som giver klingende E5. Det er toppen af det omfang, stemmerne skrives i. Det er ikke en fysisk grænse – se nedenfor, hvad der flytter loftet.
Den laveste tone i det gængse noterede omfang er B♭3, klingende A♭2. The Whole Horn regner B♭3 for den laveste noterede tone, en elev kan føle sig tryg ved.
The Whole Horn regner med et trygt noteret elevomfang for tenorsaxofonen på B♭3 til F♯6, klingende A♭2 til E5. Her føler en spiller under udvikling sig sikker; det er ikke et hegn – grænserne flytter sig udad med øvelse, og de flytter sig i forskelligt tempo for forskellige spillere.
Nej. Tenorsaxofonen i B♭ klinger en stor none lavere, så det noterede omfang B♭3 til F♯6 lyder som klingende A♭2 til E5.
Cirka 2,7 oktaver i det gængse noterede omfang, fra B♭3 til F♯6. The Whole Horn regner hele dette spænd for trygt for en elev.
The Whole Horn spiller alle tolv durskalaer i tenorsaxofonens egen noterede tonehøjde og i diskantnøgle, så det, du læser, er det, du spiller.
Hent appen → Alle instrumenters toneomfang