Nodenavne på denne side er internationale bogstavnavne, og tallet er oktaven: C4 er det midterste C. B betyder det naturlige B (H), og B♭ betyder B med b-fortegn (B).
Begge søjler viser noteret tonehøjde på samme skala. Den øverste søjle toner ud i stedet for at ende: bunden af dette instrument er nøjagtig, toppen er slet ikke fast.
Kontrabassen noteres i basnøgle. Dens omfang har en nøjagtig bund og en åben top: den laveste tone er E2, som er den laveste løse streng og derfor en egenskab ved stemningen frem for ved spilleren. Derover fortsætter omfanget bare – der er ingen tone, hvor instrumentet stopper.
Det er derfor, toneomfangstal for strygeinstrumenter så ofte er uenige. To kilder, der angiver forskellige toppe, modsiger sjældent hinanden; de beskriver orkesterskrivning og soloskrivning, som faktisk er forskellige.
Kontrabassen er et C-instrument: instrumentet klinger en oktav lavere. Hver tone i det noterede omfang flyttes med det samme interval, så det klingende omfang er det noterede omfang forskudt som en helhed – klingende E1 til G3. Intet presses sammen eller strækkes; et omfang transponeres nøjagtigt på samme måde som en enkelt tone.
Det er det tal, der betyder noget, når en komponist undersøger, om en linje passer, eller en dirigent finder ud af, hvorfor kontrabassen ikke kan spille den stemme, der står på nodepulten. Det noterede omfang svarer på »kan jeg læse det her«; det klingende omfang svarer på »bliver det den tonehøjde, jeg ville have«.
| Tone | Noteret | Klinger |
|---|---|---|
| Laveste tone i stemmeomfanget | E2 | E1 |
| Laveste tone, der er tryg for en elev | E2 | E1 |
| Højeste tone, der er tryg for en elev | G4 | G3 |
Uden en fast top er der intet stemmeomfang at måle en spiller op imod, så det nyttige tal er det andet: hvor en spiller under udvikling faktisk er sikker. The Whole Horn regner E2 til G4 for det trygge noterede omfang for kontrabassen, klingende E1 til G3.
Det er et omfang, ikke et hegn. Det er der, hvor en spiller under udvikling er så sikker, at tonen ikke er det svære – ikke en grænse, som instrumentet håndhæver, og ikke en grænse, nogen bør få at vide, at de har. Begge ender flytter sig udad med øvelse, i forskelligt tempo, og af andre grunde foroven end forneden. En elev, der ikke kan nå G4 i dag, er ikke uden for omfanget; vedkommende er på vej derhen.
Der er ingen enkelt højeste tone at angive. Denne side angiver den nøjagtige bund og afstår fra at angive en top, fordi toppen ikke er en egenskab ved kontrabassen – den er en egenskab ved passagen og spilleren.
Den interessante variabel på kontrabassen er bunden, ikke toppen. Noteret E2 er den laveste løse streng på et almindeligt firestrenget instrument, men orkesterstemmer går jævnligt under den – hvilket er grunden til, at mange basser har en C-forlængelse på E-strengen, og til, at femstrengede instrumenter med et dybt B findes. En stemme noteret under E2 kræver et bestemt instrument. Opefter er der ingen fast grænse, som på ethvert strygeinstrument.
Den laveste tone – E2 – kommer fra kontrabassens egen stemning. Alene blandt strygerne er den stemt i kvarter, til E1, A1, D2 og G2 klingende – og den noteres en oktav højere, end den klinger, så den laveste løse streng står på papiret som E2. Wikipedias artikel angiver begge fakta: basen er »stemt i kvarter … i stedet for kvinter« og er »typisk noteret en oktav højere, end den er stemt, for at undgå for mange hjælpelinjer under nodesystemet«.
Der angives ingen højeste tone her. Et strygeinstrument har intet øvre stop, og de tal, som forskellige instrumentationskilder giver for toppen, er uenige, fordi de beskriver forskellige ting – orkesterets stemmegruppeskrivning, soloskrivning eller gribebrættets fysiske grænse. I stedet for at vælge ét og fremstille det som omfanget angiver denne side den nøjagtige bund og siger klart, at toppen ikke er fast.
Elevomfanget – noteret E2 til G4 – er The Whole Horns eget instrumentskema, det som selve appen læser. Dets overskrift angiver konventionen: lo/hi = WRITTEN MIDI, learner-comfortable.
Det klingende omfang udledes her af de noterede tal ud fra intervallet og er ikke gemt – en gemt anden kopi er en kopi, der kan afvige fra den første.
Kontrabassens laveste tone er E2, fastlagt nøjagtigt af dens stemning – det er den laveste løse streng, klingende E1. Der er ingen fast højeste tone, fordi et strygeinstrument ikke har noget øvre stop. The Whole Horn regner E2 til G4 noteret for det trygge omfang, klingende E1 til G3.
Der er ingen enkelt højeste tone for kontrabassen. Det er et strygeinstrument: toppen afhænger af, hvor langt op ad gribebrættet spilleren går, og flageoletter udvider den yderligere, så de offentliggjorte tal er uenige. Denne side angiver ikke et loft, den ikke kan belægge med en kilde. The Whole Horn regner G4 for den højeste noterede tone, en elev kan føle sig tryg ved.
Den laveste tone er noteret E2, klingende E1, og i modsætning til toppen er den nøjagtig: det er den laveste løse streng, så den eneste måde at komme under den på er at stemme strengen om.
The Whole Horn regner med et trygt noteret elevomfang for kontrabassen på E2 til G4, klingende E1 til G3. Her føler en spiller under udvikling sig sikker; det er ikke et hegn – grænserne flytter sig udad med øvelse, og de flytter sig i forskelligt tempo for forskellige spillere.
Nej. Kontrabassen klinger en oktav lavere, så det noterede og det klingende adskiller sig med dette interval – dens laveste tone er noteret E2 og klinger E1.
Der er intet fast svar, fordi kontrabassen ikke har nogen fast øverste tone. Fra dens laveste tone, E2, går omfanget så højt, som spilleren tager det. Hos The Whole Horn er det trygge elevspænd E2 til G4.
The Whole Horn spiller alle tolv durskalaer i kontrabassens egen noterede tonehøjde og i basnøgle, så det, du læser, er det, du spiller.
Hent appen → Alle instrumenters toneomfang